GRØNT FYRTÅRNSBYGGERI PÅ LE

Nyt bæredygtigt projekt skal sætte Langeland på verdenskortet

I vinteren 2024 satte vi gang i en proces med bestyrelsen, alle ansatte og alle eleverne. Vi vil bygge et helt særligt undervisningshus – et væksthus – der er bygget bæredygtigt og regenerativt. Og det endda af materialer fra Langeland.

Efterskolens elever har været med til at udtænke planerne. Arkitektfirmaet Lendager Group startede processen ud med at tage til efterskolen og interviewe eleverne om, hvad den nye tilbygning skulle indeholde, og hvordan den skulle bygges og indrettes.

Interviewene førte til, at der foruden at være fokus på hjemlighed og bæredygtighed, også opstod fem dogmer, som arkitekterne arbejdede ud fra. De indebar blandt andet, at der ikke skal graves i landskabet, så man undgår betonstøbte vægge, og at der, i stedet for store rum, skal være flere små rum og gange. Derudover skal rummene udnyttes ved at lave flere niveauer og nicher, som eleverne kan bruge.

Rummene designes også i høj grad med tanke på elevernes psykiske sundhed, at bekæmpe ensomhed og skabe steder, hvor forskellige typer fællesskaber kan blomstre.

Bæredygtighed – i byggeri og i hverdagen

Langelands Efterskole er en verdensmålsskole, hvilket betyder, at skolen deltager i et globalt, forpligtende fællesskab omkring verdens bæredygtige udvikling.

Byggeriet kommer derfor også til at gro direkte ud af elevernes store engagement inden for bæredygtighed, og cirkularitet tænkes ind i alt lige fra valget af materialer, energi, vandopsamling, siveanlæg, selvforsyning af grøntsager mm. Derudover tænkes der i fleksible løsninger, så rummene kan tilpasse sig skolens behov løbende.

Med det nye byggeri ønsker Langelands Efterskole at gå forrest og vise den bæredygtige vej med byggeriet. Det skal være inspiration for andre med tanker om bæredygtighed og vise, hvordan man bør bygge i dag – ved at genbruge så mange materialer som muligt.

Langelands Efterskole ønsker at tage ansvar ift. miljøbelastning og ressourceforbrug, og det er et mål for skolen at deltage i et forpligtende fællesskab omkring verdens bæredygtige udvikling.

Genbrug og bæredygtige materialer

Projektet gror i høj grad ud af ressourcerne på Langeland og bygger på et ønske om at skabe livskvalitet, nye aktiviteter og mødesteder dér, hvor vi bor. Og selvom det hører til på Langeland, ser vi langt ud i horisonten – mod, hvordan materialestrømme og ressourcer hænger sammen i det helt store billede og væver hele vores verden sammen, både nu og i fremtiden. Genbrugsmaterialerne, der skal bruges til byggeriet, kommer f.eks. fra tomme huse på Langeland eller overskydende materialer, f.eks. vinduer, fra andre huse.

Målet er, at projektet skal være til glæde for alle på øen og samtidig være med til at sætte Langeland på verdenskortet.