Historien
DER VAR ENGANG…
Langelands Efterskole – skole til tiden
I over 100 år har rudkøbingenserne haft dem at snakke om …. eleverne på Bjerget i Rudkøbing.
Først var det de stoute bønderkarle, der drog til Nørrebro på Langelangs Folkehøjskole, fordi de ville vide mere. I tidens grundtvigske ånd ønskede de såvel indsigt som udsyn. Så kom de kvindrende flokke af unge kvinder, der skulle lære finere madlavning på Langelands Landbrugs- og Husholdningsskole.
Når de ankom med Rudkøbing-Vemmenæs færgen i deres struttende halvtredser kjoler var de et fremmed pust i den langelandske købstads gader og et syn, der tiltrak sig de unge mænds blikke.
Også i dag er eleverne i den røde statelige bygning, som nu huser Langelands Efterskole, et eksotisk indslag i bybilledet, når de i flokke søger ned mod byen for at gøre de fornødne tøjindkøb i genbrugsbutikkerne.
Men gennem over tredive år har Langelands Efterskole bevist, at den rummer meget mere end hippie-klædte unge. Med sine linjefag Kunst, Scenekunst, Film, Musik og Håndværk udklækkes her et væsentligt tilskud til Danmarks kreative klasse.
Og selvom langt fra alle ender som udøvende kunstnere giver kreativiteten mulighed for at udtænke utraditionelle løsninger på de udfordringer, vort samfund i dag står overfor.
Fra jubilæumsskriftet for Langelands Efterskole