Formål

Her bliver du set

Det er ikke tilfældigt, at vores logo er et øje. For her bliver du set – af lærere, elever og af omverdenen. Vi betragter vores fællesskab som en stor, dynamisk familie, hvor alle kan komme til orde, og hvor alle kender hinanden. Vi sover sammen, spiser sammen og udvikler os sammen – menneskeligt, kreativt og fagligt.

På Langelands Efterskole oplever du, at du kan gøre en forskel. Du kan sætte dit aftryk på efterskolen – og på verden omkring dig. Her er der plads til dine mest skøre, skæveste og inderligste idéer, og vi arbejder hver dag for at gøre dine drømme til virkelighed. For vi ved, at kreativitet er en styrke, og at engagement er en uovervindelig drivkraft. 

bliv en del af fremtiden

Vi elsker spørgsmål, undren og nysgerrighed. Vi elsker at sprænge rammerne for, hvad der kan lade sig gøre. Og vi elsker succesoplevelser – lyset i vores elevers øjne, når de opdager, at de kan mere, end de tror.

Det kommer du også til at opleve, når du vælger et år på Langelands Efterskole. Faktisk vil vi gerne love dig, at du får et unikt efterskoleår fyldt med sammenhold, nærvær og kreativitet. At du bliver medbestemmende og bevidst om din rolle i fællesskabet. Og at vi sender dig ud i verden bevæbnet med ny viden, skaberglæde og mod til at være dig selv

FOLKEHUSET PÅ LANGELANDS EFTERSKOLE

 

Langelands Efterskole ønsker at være en levende del af Rudkøbing og hele øens kulturliv, og i 2021 skaber vi derfor Langelands Efterskoles folkehus, hvor skolens elever, lokale og alle andre kan mødes og være sammen på nye måder.

På Langelands Efterskole tror vi på, at det, der giver livet værdi, er de sociale bånd, som vi knytter til hinanden – og med folkehuset ønsker vi at skabe en ramme for lige præcis dette. I gode fællesskaber er vi i konstant fælles skabelse, og som elev på efterskolen får du derfor glæde af en lang række arrangementer med musik, kunst, foredrag og meget andet, hvor du enten er medarrangør eller blot deltager sammen børn, unge og voksne fra hele øen.