MA’HUSET

LANGELANDS EFTERSKOLES MA’HUS

– GRØN MAD MED SMAG OG OMTANKE

På Langelands Efterskole spiser vi hver dag sund og velsmagende mad, hvor vi med grøn omtanke pirrer elevernes nysgerrighed og madmod. Vores Ma’hus er et sted, hvor mad ikke bare skal være mad, og hvor bæredygtigheden er i fokus. Vi vil vise, at man godt kan lave et efterskolekøkken, der sætter velsmag, miljø og bæredygtighed på dagsordenen. 

Sund kostpolitik på efterskolen Langeland
Pige griner i kantinen
Mad på Langelands efterskole
Mad på Langelands efterskole
Kantineansat laver mad på Langelands Efterskole
Elever er i køkkenet på Langelands Efterskole
Grøn mad med omtanke på Langelands Efterskole

Mad fra bunden

Vi laver vores mad fra bunden. For eksempel er vores dej til dagens brød ofte langtidshævet fra dagen før, fordi vi ønsker at sikre den bedste smag og kvalitet.

Derudover sylter vi, vi laver pesto, og vi bager vores kager selv. Det gør vi fordi vi synes, at mad smager bedst, når den er hjemmelavet og ikke er alt for forarbejdet og fyldt med tilsætningsstoffer.

GRØNT GRUNDKØKKEN

Som UNESCO Verdensmålsskole er vi bevidste om, at vi både bør og kan tage grøntsagerne seriøst og løfte dem op på et plan, hvor de sagtens kan konkurrere med kød og fisk.

Grøntsager er utroligt varierede i deres smag. Så jo mere man leger med dem, jo bedre bliver man til at bruge dem, og jo mere kommer man til at holde af dem.

Derfor er Langelands Efterskole grundkøkken grønt, og det betyder, at vi tre dage om ugen udelukkende spiser vegetarisk/vegansk til frokost. To dage om ugen har kødspiserne mulighed for at supplere det grønne måltid med kød eller fisk.

LOKALE RÅVARER

Vores mad består for så vidt muligt af lokale råvarer, for vi elsker Langeland og Fyn, og vi ser ingen grund til at bruge unødvendig miljøbelastende transport, når man kan få det bedste lige netop her.

Lige udenfor Rudkøbing ligger Skovsgaard Gods, der leverer friske økologiske grøntsager til os. Vores frugt kommer fra den lokale frugtplantage Strandlyst. Plantagen drives af 5. generation, og de leverer kirsebær, blommer, hindbær, æbler og pærer alt efter sæson.

Vores mel kommer fra det fynske økologiske mølleri Økomølleriet. Havsmag fra Rudkøbing leverer bl.a. tangprodukter for at give maden smagen det sydfynske øhav.

Udover råvarerne tænker vi også lokalt på andre punkter. Vores kreative og personlige kopper til arrangementer er lavet af eleverne og den lokale keramiker Morten, der tilfældigvis også er skolens pedel.

Verdensmålsværksteder

Arbejdet med skolens høns, bier og køkkenhave indgår som naturlige dele i arbejdet med grøn dannelse. Det skal give vores elever jordforbindelse og samtidig genskabe forbindelsen mellem dyrkning og måltid, jord til bord og have til mave. Vi gør det, fordi det giver mening, og fordi vi ved, det virker.

Vi ser glade elever – motiverede elever – elever der har hænderne dybt begravet i jorden, og elever der hiver deres egne grøntsager op af jorden eller slynger honningen fra vores bistader.

 

Livseksperimentarium

At være elev på Langelands Efterskole er også at være en del af et livseksperimentarium. Alle elever skal derfor naturligt og med stolthed være en del af kokketjansen og trække vores grønne forklæde over hovedet for at være en del af arbejdet i køkkenet.

Vi er ikke i tvivl om, at det er med til at skabe en god og sund forståelse for, hvilket arbejde der ligger bag det at skabe et dagligt måltid med en basal viden om grøn madlavning.

STOP MADSPILD

Overskud af fødevarer fører til enorme mængder spild af mad verden over. Som en naturlig del af arbejdet i køkkenet arbejder vi på at mindske madspildet ved at anvende råvarerne fuldt ud, foruden at genanvende frokosten i aftenserveringen. Samtidig skærper vi elevernes bevidsthed, så de smider mindre mad ud.

BIONEDBRYDELIG EMBALLAGE

Alt vores emballage til arrangementer m.v. er lavet af miljøvenlige materialer. Det er svært at undgå plastik i en verden, hvor alting er pakket ind i plastik. Men vi har gjort vores for at undgå det. Vi sparer fx en del plastik ved at handle lokalt, da vi vores grøntsager bliver leveret uden emballage i store genanvendelige kasser. Herudover sorterer vi skolens affald i 9 forskellige sorteringsenheder.

ET SYNLIGT KØKKEN

Ma’huset på Langelands Efterskole er et synligt køkken, og vi har en ambition om, at vi hver dag skaber mad ud fra vores tanker omkring sund ernæring og bæredygtighed.

Vi ønsker at give vores elever gode og lærerige oplevelser i et åbent køkken, så det bliver en naturlig og integreret del af elevernes efterskoleliv.

Vi glæder os til at se dig i køkkenet.

FAKTABOKS

H.C. Andersen nævner i De to Baronesser Adam Oehlenschlägers passion for Langeland og citerer ham for at kalde øen »En Rosengreen, kastet i Vandet«. Faktisk er der så smukt, at alle langelændere ikke i et øjeblik tvivler på, at det var under bøgen ved Stengade Strand, at Oehlenschläger fik inspiration til nationalsangen.

Langeland er en rosengren med en særlig dialekt. Allerede i 1955 anså man det for nødvendigt at udgive bogen langelandsk grammatik i hovedlinjer. Mange dialekttræk på Langeland er bevaret. Langelandsk har en stribe særlige ord, som er volapyk for andre danskere, for eksempel “drassel” (regnbyge), “gnost” (gråspurv), “hasle” (hugorm), “krejte” (frø) og “kisglas” (harpiks).

Du krydser fire broer fra Jylland og Sjælland for at komme til Rudkøbing, og når du bevæger dig igennem Fyn hedder det: En fa’øl (fadøl), fo’bol’ (fodbold), arller (aldrig) – og det udtales: “Har sitter li’ her”. 
Langelands Efterskoles MA’HUS – fordi vi har hjemme i Rudkøbing.